Flere ældre. Flere kronikere. Flere borgere med psykiske lidelser. Komplekse diagnoser og intensive ambulante forløb udfordrer fremtidens sundhedsvæsen. En fremtid som har været med til at tegne linjerne for det nye hospitalsbyggeri.
Visionen for byggeriet er at give et løft til det nordjyske sundhedsvæsen - og forbedre muligheden for fortsat at skabe sammenhængende og sikre patientforløb.
Byggeriet skal matche fremtidens behov for at møde patienten på nye måder med respekt for patientens tid - og på tværs af specialer, matrikler, sektorer og almen praksis. Dermed er byggeriet en løftestang for nye arbejdsgange, faglige fællesskaber og forskning helt tæt på patienten.